”Krænkelseshotlinen, hvad kan jeg hjælpe med?”
Er du en flittig bruger af Instagram, er du sikkert faldet over Nina Claire Crosslands profil, hvor hun med humor og selvironi laver upolerede opslag om alt fra krænkelser til kaotisk familieliv. Det er dog ikke kun humoristiske indslag, der finder vej til Ninas profil. Hun har også åbnet op for sit eget fertilitetsforløb overfor sine 85.000 følgere med et ønske om, at hendes åbenhed kan være til hjælp og inspiration for de mange kvinder og mænd, som lige nu er i fertilitetsbehandling.
Vi har sat Nina stævne til en snak om fertilitetsbehandling, graviditetstab og parforhold. Som mor til tre børn er hun på papiret kommet ud på den anden side. Men de fleste, der har været i fertilitetsbehandling ved, at ubearbejdede følelser har det med at trække tråde ind i moderskabet, Og Nina er ingen undtagelse.
Udredning og fertilitetsbehandling
Da Nina var i starten af tyverne, besluttede hun sammen med sin mand Nicolai, at de var klar til at stifte familie. Ninas cyklus havde altid været uregelmæssig, så hun havde en mistanke om, at der kunne være noget galt. Efter at have prøvet at blive gravid i halvandet år tog Nina til lægen, som sendte parret videre til udredning. Her fik Nina konstateret PCOS, og hun blev sat i hormonbehandling for at stabilisere sin cyklus. Ninas mand fejlede ingenting. Faktisk viste sædprøven, at han var meget fertil, hvilket var positivt i forhold til den kommende fertilitetsbehandling. Alligevel havde Nina det ambivalent med resultatet.
”Det tog faktisk hårdt på mig, at skylden lå hos mig. I teorien kunne min mand gå ud og finde en anden, og lave et barn i morgen. Den erkendelse var svær,” indrømmer hun.
Parret var igennem tre inseminationsforsøg, inden det lykkedes at blive gravid med sønnen August. Graviditeten var præget af indlæggelser og blødninger, som skabte en masse bekymringer, fordi ingen med sikkerhed kunne sige, hvad årsagen var. Sønnen blev født for tidligt, men var derudover sund og rask.
Da August lige var fyldt to år, startede Nina og hendes mand op i fertilitetsbehandling igen, hvor det lykkedes at blive gravid i første forsøg. Glæden var dog kortvarig, for Nina aborterede i niende uge.
Graviditetstab blev en hindring i at nå målet
”Jeg ringede faktisk ikke til min læge, da jeg begyndte at bløde. Det skulle bare overstås, så vi kunne komme videre. Jeg så tabet som en hindring i at komme hen til målet hurtigst muligt. Jeg var så stresset, at jeg slet ikke mærkede efter, hvordan jeg havde det,” siger Nina, hvorefter hun tilføjer, at hun faktisk tog i Lyngby Bio for at se Star Wars, mens hun var i gang med at abortere. Hun endte dog med at forlade biografsalen midt i filmen, fordi hele situationen blev for voldsom.
Først efter en måned med blødninger tog Nina til lægen. Ikke fordi hun var bekymret for sit helbred, men fordi blødningen trak ud, og hun var utålmodig efter at komme i gang med fertilitetsbehandlingen.
”Jeg havde læst, at en aldersforskel mellem søskende på cirka to et halvt år er optimal, og samtidig kunne jeg se flere i vores vennegruppe få barn nummer to, så vi skulle helst have været i gang med fertilitetsbehandlingen i går,” siger hun med et smil på læben, fordi forløbet, i bagklogskabens klare lys, lyder helt absurd.
Der skulle dog gå et halvt år, inden kroppen havde nulstillet sig efter graviditetstabet, og herefter startede Nina og hendes mand igen op i behandling. En behandling, der bar frugt og blev til datteren Mollie. Efter knap et par år kom endnu en søn til verden, og børneflokken var fuldendt.
På fem år blev Nina og hendes mand Nicolai forældre til tre børn efter at have været i fertilitetsbehandling og have oplevet et graviditetstab og en kompliceret graviditet.
Glemte at prioritere parforholdet
Først efter at være blevet forældre, har der været overskud til at kigge tilbage og reflektere over en tid, som udelukkende handlede om fertilitetsbehandling og jagten på at få et barn.
På spørgsmålet om, hvordan parforholdet havde det i den periode, opstår der en kort tænkepause, inden Nina svarer.
”Mærker jeg efter, så ved jeg det faktisk ikke. Jeg havde slet ikke fokus på vores forhold på det tidspunkt. Jeg var så fokuseret på at skulle have et barn. Min mand var der, og jeg følte også, at han bakkede mig op, men det var vigtigere for ham, at jeg havde det godt, end at vi fik et barn. Det var helt klart mere mit mål, end det var hans,” fortæller Nina.
I den første tid med sønnen August befandt parret sig i en lykkeboble, hvor de ifølge Nina genfandt følelsen af at være normale igen. Nu stak de ikke længere ud fra venneflokken, men passede igen ind i gruppen af nybagte forældre.
Tæt på at kaste håndklædet i ringen
Efter et halvt års tid begyndte det at blive hverdag igen. De var lige blevet husejere, og økonomien var stram. Sexlivet haltede også efter en lang periode med skemalagt sex og temperaturmålinger. Særligt Nina mærkede presset, da hun gik hjemme på barsel.
”Jeg var meget sur på min mand. Jeg ”nagged” ham hele tiden. Både når han ikke samlede sine sokker op, men også når jeg skulle gøre ham opmærksom på, at han skulle samle dem op. De små ting begyndte at irritere mig grænseløst,” siger Nina.
Efter et halvt år med irritationer og konflikter blev vendepunktet, da Ninas mand en dag gav hende ret i, at de måske ikke skulle være sammen længere. I stedet for at tage imod og være genstand for Ninas frustrationer, gav han pludselig igen, og den modstand og udsigten til et kuldsejlet forhold gjorde, at tæppet fuldstændig blev hevet væk under hende.
De havde været så tæt på at kaste håndklædet i ringen, som man kunne komme, men når alt kom til alt, så ville de gerne hinanden. Der skulle dog ikke meget til at vælte læsset i den periode, og som Nina tørt udbryder:
”Det var godt, vi ikke fik et barn med kolik. Det havde vores forhold aldrig klaret.”
Savner tilbud om samtaler med psykolog
Set i bakspejlet ville hun ønske, at de var blevet tilbudt samtaler ved en psykolog eller parterapeut under fertilitetsbehandlingen, så de kunne have passet bedre på sig selv og parforholdet i en svær periode. For regningen kommer ofte efterfølgende, når man har presset sig selv i en længere periode. Det mærker Nina til stadighed i dag, hvor børnene er blevet større.
”Jeg har udviklet angst for at få kræft, selvom der faktisk ikke er nogle i min familie, der har haft kræft. Jeg tror, det kan skyldes ubearbejdede følelser fra fertilitetsbehandlingen og mit graviditetstab, hvor jeg aldrig rigtig fik mærket efter, hvordan jeg havde det. Jeg er ellers mentalt stærk, men jeg tror, følelserne i mit tilfælde har forplantet sig i en slags kræftrygsæk,” fortæller hun ærligt.
Ensomhed og sorg
Nogle af de følelser der fyldte mest, da Nina var i behandling, var ensomhed og sorg. Nina erkender, at ensomheden nok til dels var selvforskyldt, fordi hun ikke betroede sig til nogen. Heller ikke sin nærmeste familie. Hun husker også tydeligt følelsen af at være helt enormt ked af det og at have svært ved at tackle det ultimative kontroltab, hvor hun ikke vidste, om det nogensinde ville lykkes at blive mor.
På arbejdspladsen opretholdt hun også en facade, hvor hun hver dag mødte ind med et stort påklistret smil og dækhistorier om aftaler ved både tandlæge og fysioterapeuter.
”Det ligger mig så fjernt at lyve, og jeg var virkelig bange for at blive afsløret, fordi jeg måske på et tidspunkt ville komme til at blande mine historier sammen. Det var en kæmpe stress faktor at rende rundt med,” siger Nina, som kastede sig ud i diverse historier, fordi hun, ligesom mange andre kvinder, var bange for at blive fyret fra sin arbejdsplads.
Plaster på et blødende kødsår
Der er på det seneste sket en del på fertilitetsområdet bl.a. med udsigt til flere gratis IVF forsøg og gratis hjælp til barn nummer to. Men hvad kommer de nye tiltag mon til at betyde?
”Vi skal bruge mennesker, der kan drive samfundet videre, og derfor skal vi prioritere fertilitetsområdet. Men der er stadig en del ting, der halter. Der er brug for mere rådgivning og hjælp til de kvinder og mænd, der er i behandling, og også til dem som oplever graviditetstab. Lægerne er gode til at lave babyer, men helt overordnet mangler der fokus på det hele menneske. De nye tiltag er plaster på et blødende kødsår,” siger Nina Claire Crossland afslutningsvist.