Efter fertilitetsforløb og gentagne tab
Af journalist
Anne Buur
"
”Folk må gerne turde være med mig i mørket”
Indledning
Fire timer efter en nakkefoldsscanning i uge 13, lå Kristine Kjær på operationsbordet for at få foretaget en kirurgisk abort. Scanningen havde vist en svær misdannelse, og Kristine og hendes kæreste, Emil, blev derfor rådet til at afslutte graviditeten.
En afslutning, ingen af dem var forberedt på, fordi de havde set hjerteblink ved to tidlige scanninger, og alt så ud til at gå, som det skulle. Parret var chokerede, og bad om en samtale med en psykolog, men en sød jordemoder måtte med beklagelse informere dem om, at det ikke var en mulighed, og at de i stedet skulle opsøge egen læge for at få en henvisning til en psykolog.
I løbet af det næste år mistede Kristine yderligere to graviditeter. Den ene gang sad hun i et fly, da hun aborterede spontant.
Ned med flaget
”Jeg går helt ned med flaget efter det tredje tab, og er på randen af en depression. Mine tanker er ekstremt mørke, og jeg føler mig mindre værd, fordi min krop ikke kan det, den er skabt til,” fortæller Kristine. Hun oplever samtidig flere fysiske symptomer i form af trykken for brystet, søvnløshed, stress og vægtøgning. Symptomerne, både de fysiske og psykiske, er belastningsreaktioner forårsaget af gentagne graviditetstab. På trods af at Kristine har det rigtig dårligt, er der ingen hjælp at hente i sundhedsvæsenet. Hun er gået grædende ud fra lægekonsultationer et utal af gange, og har følt sig svigtet af et system, som ikke har haft tid eller ressourcer til at gribe hende i den akutte fase, hvor hun var allermest sårbar.
”Jeg har været systemkritisk fra start. Det er fuldstændig absurd, at min behandling i forbindelse med graviditetstab, har fundet sted på en fødeafdeling, og at man ikke kan få hjælp til at håndtere sin sorg, når man mister,” siger Kristine. Undervejs i sit forløb har hun researchet og læst op på forskning, som hun efterfølgende har taget med til sin læge.
Efter at have insisteret og slået i bordet, lykkedes det at få en henvisning til Vestdansk Center for Gentagne Graviditetstab i Aalborg med henblik på udredning. Her bliver det hurtigt konstateret, at Kristine har et overaktivt immunforsvar, og hendes kæreste har nedsat sæd kvalitet. Parret skal derfor starte op i fertilitetsbehandling, som skal suppleres med medicinsk behandling, når Kristine bliver gravid. Behandlingen skal hjælpe Kristine til at holde på en kommende graviditet.
Verdens værste menneske
Midt i sorgen og fortvivlelsen opsøgte Kristine selv professionel hjælp, og det blev på mange måder et vendepunkt. ”Jeg har virkelig arbejdet med mig selv gennem terapien og de værktøjer, jeg har fået af min terapeut. Det har hjulpet mig til at yde selvomsorg og være min egen veninde. Kan jeg mærke tankemylderet og de mørke følelser, prøver jeg at distrahere mig selv,” fortæller hun. På de svære dage når det hele er tungt, kan Kristine derfor finde på at stille sig ned til vandet og observere, når det løber den ene eller den anden vej. Som en symbolsk reminder om, at nogle ting i livet er ude af hendes hænder, og der ikke er noget, hun selv kan gøre for at ændre på det.
At være god ved sig selv indebærer også at dele en flaske vin med en veninde uden at få dårlig samvittighed, og at undlade at slå sig selv oveni hovedet, når de mørke følelser overmander hende. Noget af det sværeste ved at være i fertilitetsbehandling har været relationerne til andre kvinder på hendes egen alder. Følelsen af at blive overhalet indenom, når den ene efter den anden fik børn, Kristine, som hun ikke brød sig om.
”Misundelsen har været en svær størrelse, for jeg har skullet lære en ny side af mig selv at kende, som jeg ikke kan lide. Hvor jeg tidligere altid har været meget positiv og happy-go-lucky, er jeg blevet mere alvorlig,” fortæller Kristine. Misundelsen og afmagten er blevet nemmere at acceptere i takt med, at Kristine har arbejdet med sig selv. Og hun synes da heller ikke længere, at hun er verdens værste menneske. På den måde er hun blevet mere tilgivende overfor sig selv, og det, hun går igennem.
”Brug for en hånd på min skulder”
Terapien har med andre ord været en stor hjælp i forløbet og sorgen over at miste. Kristine fortæller, at hun også har ”verdens bedste redningsnet” i sin familie og venner, men at det har været så svært at miste og kæmpe for at blive gravid igen, at hun selv er kommet til at skubbe sine nærmeste væk. Af og til har hun bidt hovedet af dem, og derfor kan hun i dag sagtens forstå, at de har trukket sig indimellem. På den anden side har hun siddet med følelsen af, at hun ikke måtte være i sorg. ”Nogen har haft svært ved at forstå, at tabet i uge 13 var så hårdt for mig, når nu jeg ikke var længere henne. Det har været svært. Jeg ville ønske, de ville lytte og spørge ind. At de tør være med mig i mørket i stedet for at forsøge at trække mig ud af det,” forklarer Kristine. Det kan være hårdt at få at vide, at man er stærk, når man hellere vil have at vide, at det er okay at være knust i 1000 stykker, som Kristine siger.
I stedet for at sige, at det nok skal gå, så ville Kristine foretrække trøst og et kram, eller en hånd på skulderen, især da hun lå i fosterstilling og var dybt ulykkelig. Da Kristine havde det allersværest, var det svært for hende at sætte ord på sine følelser. I dag er hun bevidst om, at det særligt var følelsen af at være forkert, som fyldte. ”Jeg følte mig forkert på alle måder, både fordi min krop ikke kunne det, den skulle, men også følelsesmæssigt, fordi jeg følte, min sorg blev negligeret,” siger Kristine.
Projekt Baby
Følelsen af at være forkert og alene gav anledning til ønsket om at skabe et fællesskab, hvor man kan spejle sig i hinanden. Det har resulteret i, at Kristine nu er aktuel med podcasten Projekt Baby, som er produceret og udgivet af Nordjyske. I podcasten giver hun et ærligt indblik i sin egen personlige kamp for at blive gravid, og selvom podcasten lige er udkommet, er det væltet ind med positive tilbagemeldinger.
Det glæder Kristine. ”Jeg ville prøve at være modig og stå frem, mens jeg står midt i det, fordi jeg havde en ide om, at andre kunne bruge det til noget. Det er ikke kun trist. Der er også en god portion humor i podcasten, fordi det er den måde, vi håndterer tingene på herhjemme,” siger hun.
Hvis Kristine skal give et godt råd med på vejen, så skulle det da også være at opsøge et fællesskab med andre i samme situation. Uanset om følelsen af fællesskab og genkendelse opstår gennem podcasts eller i mødet med ligesindede, så er det væsentligste, at man ikke føler sig alene eller forkert, når man kæmper for at få et barn.
