Ingen skal stå alene

Ufrivillig barnløshed er til stadighed forbundet med tabu, og det vil jeg gerne være med til at ændre på. Det betyder blandt andet, at vi som forening er opsøgende og udadvendt, og deltager i arrangementer, som har infertilitet på agendaen. Jeg ser det som min vigtigste opgave, sammen med den øvrige bestyrelse, at være talerør for medlemmerne, og gøre en forskel for dem. Ufrivillig barnløshed kan være ensomt og sårbart, og derfor arbejder jeg for at skabe de bedste tilbud til medlemmerne, så alle kan få den hjælp, de har brug for. 

Jeg brænder for kontakten med medlemmerne i patientforeningen. Derfor er jeg med til at skabe synlighed omkring foreningen ved at deltage i blandt andet receptioner, arrangementer, kundemøder og netværksgrupper. Altsammen for at skabe rum til, at medlemmer kan mødes og tale med andre ufrivilligt barnløse under helt uformelle forhold. Et fællesskab og en samhørighed, så ingen føler sig alene.

Den største lektion i at være udfordret på fertiliteten, fik jeg, da jeg for år tilbage selv var gennem et langt forløb i fertilitetsbehandling. Min motivation for at deltage i bestyrelsesarbejdet , bunder i et stort ønske om at synliggøre de psykosociale konsekvenser, ufrivillig barnløshed kan medføre, for derigennem at kunne række ud og tilbyde støtte og vejledning.

Vi kan alle fare vild og miste orienteringen i livet, særligt når vi står over for store udfordringer som infertilitet, barnløshed og fertilitetsbehandling, er. Derfor kan vi have brug for støtte, medfølelse og vejledning for at genfinde balancen.

Jeg bidrager med mandligt input til patientforeningen. Mænd kan ofte føle sig oversete i bl.a. fertilitetsbehandling, og jeg vil gerne være med til at give dem en stemme, og sørge for, at de bliver hørt. Det gør jeg ved at deltage i planlægningen af foredrag, som også appellerer til mænd og nogen gange kun mænd.

Arrangementerne er et frirum med mulighed for en tiltrængt pause fra fertilitetsbehandlingen. For mig er det vigtigt at understrege, at mænd også er velkomne i patientforeningen.

Jeg oplever ofte, hvordan ufrivillig barnløshed og fertilitetsforløb kan udvikle sig til depression, angst, stress eller forhold, der går i stykker. Konsekvenser der kan undgåes, hvis der tages hånd om de psykiske aspekter.

Jeg har ikke selv været i fertilitetsbehandling, og er mor til to store børn. Men jeg har mærket livskrise med sorg, tab af identitet og kontrol, og jeg har også mærket den menneskelige styrke, der er i os alle. En styrke, som jeg inderligt ønsker, at vi i patientforeningen kan være med til at give videre til foreningens medlemmer.

Mit arbejde har givet mig et unikt indblik i den nyeste forskning inden for især graviditetstab og reaktioner herpå.
Som sundhedsprofessionel oplever jeg dagligt, hvordan patienter har brug for faglighed, anerkendelse og støtte i deres behandlingsforløb, men også hvor svært det kan være at have ressourcer til at møde disse behov. Patientforeningen Fertilitet & Tab står stærkere, hvis patienter og sundhedsprofessionelle står sammen om at fremme viden og opmærksomhed på området. Og derfor er jeg med i bestyrelsen.

Jeg hedder Tina. Jeg er tekstforfatter og forfatter. i 2021 udkom bogen, PIGELIL, som jeg har skrevet med udgangspunkt i vores årelange kamp med fertilitetsbehandling og gentagne graviditetstab – og ankomst til forældreskabet.

Jeg vil så gerne gøre en forskel for dem, som ikke magter at række ud efter hjælp. Som står i det lige nu og føler sig alene. Jeg vil være med til at aftabuisere behandling og tab. Og jeg drømmer om et samfund, som favner det psykiske pres — og hvor sorg ikke er noget, der skal pakkes væk.

Derfor giver det mening for mig at være med i bestyrelsen i Patientforeningen Fertilitet og Tab.

Mit navn er Pernille, og jeg er 29 år. Til dagligt arbejder jeg som Data Scientist i fødevareindustrien. Min mand og jeg har været igennem 4 graviditetstab, hvor efter 3. tab blev vi henvist til Enheden for Gentagne Graviditetstab.

Jeg drømmer om et samfund, hvor man kan få hjælp til at håndtere det psykiske, hvor sorg ikke er noget der pakkes væk, og hvor de pårørende ikke prøver at fikse, men derimod lytter og kan være i sorgen. Derfor giver det mening for mig at være frivillig i  Patientforeningen Fertilitet og Tab.

Mit navn er Jonas. Jeg har gennem vores forløb stiftet bekendtskab med Patientforeningen, hvor jeg har deltaget i netværksmøder for mænd i fertilitetsbehandling.

Jeg vil utrolig gerne være med til at bryde stilheden og tabuet – og dermed skabe mere fokus på mandens rolle i fertilitetsbehandling.
Derfor bidrager jeg som klummeskribent i medlemsbladet KIMEN og deler ud af mine tanker, følelser og erfaringer med graviditetstab og det at være i fertilitetsbehandling.

Mit navn er Amalie, jeg er 29 år gammel. Jeg har valgt at være anonym, da min mand og jeg kun har delt vores fertilitetsbehandling med vores nærmeste samt for at skærme os fra den manglende forståelse, vi oplever, at man udsættes for som infertil.

Gennem vores behandling har jeg brugt patientforeningens forskellige og virkelig gode tilbud. Især netværksmøderne for kvinder i fertilitetsbehandling har gjort en stor forskel for mig. Her har jeg mødt ligesindede, der genkendte mine ord og som jeg selv kunne spejle mig i. Det har gjort, at jeg ikke har følt mig lige så alene i en ellers ensom behandling. Derfor er jeg frivillig — fordi jeg håber at kunne give noget igen til dem, der har givet mig så meget.

Mit navn er Louise, og jeg er 32 år. Jeg er uddannet revisor og arbejder til dagligt i en bank. Jeg er frivillig i LFUB (snart Patientforeningen Fertilitet og Tab), som jeg selv gør meget brug af i kampen om at få et barn. Mit håb er at kunne hjælpe andre i en lignende situation samt sprede kendskabet til foreningen. For jeg ønsker ikke for nogen, at de skal stå alene med den sorg, der kan opstå, når det barn, som man så brændende ønsker sig, ikke kommer.

For mig er alle graviditetstabene en kæmpe sorg, som altid vil være en del af mig. Desværre har jeg oplevet et tabu både ved graviditetstab, men også det at være i fertilitetsbehandling og på den måde blive stemplet som ufrivillig barnløs. Det kan vi gøre SÅ meget bedre som samfund, og det håber jeg også at kunne bidrage med som frivillig i LFUB.