Kampen i kampen
At være mand i fertilitetsbehandling
Af Stefan Noe
"
Er du sikker på, at du er gravid?
Indledning
Jeg har altid drømt om at blive far. Det har fulgt mig, siden jeg var midt i tyverne. Da jeg mødte N, vidste jeg hurtigt, at hun var den, jeg ville skabe et liv med. Hun vidste ikke, om hun ville have børn. Jeg vidste, at jeg ville. Men jeg lod, som om det ikke fyldte så meget. Jeg var bange for at skræmme hende væk. Hun var drømmepigen, og jeg tænkte, at jeg hellere måtte lade tiden arbejde for mig.
Årene gik, og jeg fik ret i, at tiden ændrede noget. Da jeg fyldte 30, sagde hun ja til at prøve. Jeg blev lykkelig. Jeg begyndte at tælle dage og uger, noterede alt og håbede for hver cyklus. Hun tog det roligt, som hun altid gør. Efterhånden som månederne gik, forsvandt roen hos os begge. Vi havde prøvet længe, før vi søgte hjælp, og vores første møde med fertilitetsklinikken blev begyndelsen på en ventetid, der kom til at præge alt.
Insemination: håb og kontroltab
Da vi begyndte med insemination, var håbet stort. Vi var begge sunde og raske, så jeg tænkte, at vi bare skulle bruge lidt hjælp. Men allerede efter første forsøg kunne jeg mærke, hvor hårdt det ville blive. Det var N, der skulle tage medicinen, få scanningerne, møde op til prøverne. Jeg sad på stolen i hjørnet, klar til at hjælpe, men uden nogen reel funktion. Jeg kunne holde hende i hånden, men jeg kunne ikke gøre noget. Jeg følte mig magtesløs. Det er svært at være mand i den rolle.
Man vil tage del, men ender som tilskuer. Da det første forsøg mislykkedes, blev stilheden tung. Vi prøvede igen. Og igen. Tre forsøg og tre nederlag. Det sled. Jeg begyndte at tale om det med venner, men de fleste vidste ikke, hvad de skulle sige. De kom med velmenende sætninger som “det skal nok lykkes”, og jeg nikkede, men inden i mig voksede en tomhed, jeg ikke kunne forklare. Hjemme trak N sig mere ind i sig selv. Jeg forsøgte at tale, hun forsøgte at glemme. Vi gled fra hinanden. Ikke i kærlighed, men i måden at bære sorgen på. Det hang over os som en tung sky, der aldrig lettede.
IVF og den store smerte
Efter halvandet år uden resultat blev vi tilbudt IVF. Jeg så det som en ny mulighed. N så det som et nødvendigt onde. Hun var udmattet. Jeg var utålmodig. Hun gjorde det for os, men jeg kunne mærke, at det var for hårdt. Jeg havde dårlig samvittighed. Ved første ægoplægning skete miraklet. N ringede og sagde, at hun var gravid. Jeg husker hendes stemme. Jeg husker, hvordan vi græd. Vi fortalte det til vores forældre, og de græd også. Vores venner kom med blomster, og for første gang i årevis føltes verden lys.
Så begyndte tallene (hCg) at falde. Først forstod vi ikke hvorfor. Derefter kom smerterne. N blev indlagt tre gange. Jeg ser det stadig for mig: hende, liggende på gangen på et overfyldt hospital, vredet af smerte, mens væske fra graviditeten pressede på hendes organer. Jeg stod ved siden af og kunne intet gøre. Det viste sig at være en graviditet uden for livmoderen. Jeg havde aldrig følt mig så magtesløs. Og så skyldig. For det var min drøm, hun havde lagt krop til. Jeg havde gjort det her ved hende. Da vi kom hjem, var vi tomme. Ikke kun for energi, men for håb. Fertilitetsbehandling fyldte alt. Hver samtale handlede om cyklusser, medicin og resultater. Vi savnede at tale om ligegyldige ting. Vi savnede at kunne grine. Men det fyldte for meget til, at der var plads til andet.
Venskabet i mørket
Det var midt i den mørke tid, jeg fandt patientforeningen og et online møde for mænd i fertilitetsbehandling. Her mødte jeg J. Han havde samme længsel som jeg. Hans kone havde et barn fra et tidligere forhold, og hendes ønske om et fælles barn var ikke lige så stærkt som hans. Vi forstod hinanden fra første minut.
Vi begyndte at ses til en øl hver anden uge og talte om alt det, ingen andre kunne forstå. Om skyld. Om frygten for at miste den, man elsker. Om hvordan det føles, når ens partner kæmper med alt, hun har, for en drøm, man selv har sat i gang. Det var befriende at tale med en anden mand, der ikke sagde “det skal nok gå”, men bare nikkede og sagde “jeg ved det”.
At kæmpe sammen
Efter endnu to mislykkede IVF-forsøg tog N og jeg en pause fra fertilitetsbehandling. Vi havde brug for luft. N ville gerne prøve andre veje. Hun gik til akupunktur og fulgte alle slags råd, der fandtes. Jeg troede ikke på andet end fertilitetsbehandling længere, og jeg havde længe tænkt, at jeg ikke kunne gøre noget ved situationen. Min sæd var jo testet og god, så mit bidrag bestod mest i at aflevere en klat og heppe på sidelinjen.
En dag tog N bladet fra munden. Hun fik mig til at indse, at jeg også kunne kæmpe. Hun sagde, at hun havde brug for at mærke, vi var to om den fysiske kamp. At jeg ikke bare støttede, men deltog. Og hun havde ret. Så jeg droppede kaffe, alkohol og begyndte på “vitaminsmåltider”. Det samme gjorde hun. Små ting, men det betød noget. Vi kæmpede sammen. Om det havde nogen fysisk betydning, ved jeg ikke, men mentalt ændrede det alt.
For første gang følte jeg, at vi bevægede os i takt. Vi kæmpede side om side, og det styrkede os mere end noget andet. Vi aftalte, at hvis der ikke skete noget inden nytår, måtte vi tage stilling til, om N kunne overskue endnu en omgang IVF. Jeg regnede med, at vi var på vej derhen. Da N var to dage over tid, spurgte jeg, hvorfor hun ikke havde sagt noget. Vi skulle jo melde os til næste ægudtagning, såfremt vi ville i gang igen. Hun sagde ikke noget, men gik ind i værelset ved siden af. Da hun kom tilbage, havde hun en lille bamse i hånden og en graviditetstest med to streger.
Jeg glemmer aldrig det øjeblik
Jeg troede ikke på det. Jeg græd. Vi græd. Tænk sig at få den oplevelse. Jovist var vi stadig bekymrede ugerne efter, men det føltes bare helt rigtigt fra den dag, hun kom med den velkendte, fantastiske pen.
To skæbner
Den dag, jeg fortalte J, at det var lykkedes, fortalte han, at hans kone ikke kunne mere. De skulle skilles. Det var som at se to parallelle historier folde sig ud. To mænd, samme kamp. To udfald. Det var barskt og vil altid stå som et stærkt billede på det hele. Det har været med til at ændre min tankestrøm. Fra at føle mig som verdens uheldigste mand, føler jeg mig i dag som verdens heldigste. Og jeg håber for alt i verden på at opleve J føle det samme en dag. Det fortjener han. Det gør I alle.
Du er ikke alene
I dag – efter mange års kamp – er N og jeg forældre til en dreng. Vi er tættere end nogensinde, og vores kærlighed er stærkere, fordi den har stået prøven. Men jeg glemmer ikke årene, hvor tiden stod stille. Jeg glemmer ikke magtesløsheden, og jeg glemmer ikke den skyld, jeg bar over at have gjort hende ondt i forsøget på at forfølge min drøm. Jeg skriver det her, fordi mænd har brug for at blive set i fertilitetskampen. Vi taler for lidt om kontrollen, vi mister.
Om skylden, vi bærer. Om den følelse, der opstår, når kvinden du elsker, kæmper med alt, hun har, for din drøm, mens du sidder magtesløs og kigger på. Hvis du sidder i stolen i hjørnet lige nu, så vid, at du ikke er alene med dine drømme, din afmagt og din sorg. Vi er flere som dig. Find nogen, der forstår, måske din egen J. For det er ikke svaghed at mærke, at det her er hårdt. Det er kærlighed i sin mest ærlige form.
Skriv eller ring, hvis du har brug for en snak
Stefan Noe, 34 år
Tlf.: 22 12 50 19
Mail: stefannoe91@gmail.com
