september 17, 2025

Kvindesygdomme på dagsordenen

– et vigtigt skridt for kvinders sundhed og fertilitet

Den 22. april deltog Patientforeningen Fertilitet og Tab i en stor høring på Christiansborg under overskriften ”Kvindesygdomme – sammen kan vi skabe forandring for kvinders sundhed”. Høringen samlede politikere, forskere, sundhedsfaglige og patientrepræsentanter, alle med et fælles ønske om at sætte kvinders sundhed højere på den politiske dagsorden.
Foreningen var til stede, fordi vi mener, at infertilitet og senfølger efter graviditetstab skal ses som en vigtig del af kvindesundhed, og fordi vi ønsker konkrete forandringer, ikke blot velmenende ord.
Et gennemgående tema var, hvordan sundhedsvæsenet i mange år har været designet med manden som ”standardperson.” Det betyder, at kvinders symptomer ofte ikke bliver genkendt, og sygdomme som endometriose, PCOS, lichensclerosus og overgangsalder overses eller bagatelliseres. Diagnoser tager for lang tid at stille, og der mangler både forskning, specialiseret behandling og oplysning.
Vi hørte også, hvordan uligheden i sundhed bliver forværret af social ulighed, og hvordan kvinder risikerer at miste både arbejdsevne, indkomst og pension som følge af sygdomme, der ikke bliver håndteret i tide.

Fertilitet og graviditetstab er samfunds relevante emner

Professor Svend Lindenberg satte infertilitet i perspektiv: Op mod 15 % af danske par har brug for hjælp til at få børn, og 10 % af alle fødsler sker efter hjælp fra fertilitetsklinikker. Alligevel mangler vi viden om årsagerne bag, og mange patienter får behandling uden en klar diagnose. Dette har også store samfundsøkonomiske konsekvenser. Hvis vi ikke investerer i forskning, forebyggelse og tidlig indsats, risikerer vi et endnu større fald i fødsel stal, og en fremtid med et skævt forhold mellem erhvervsaktive og ældre.

Overgangsalder og uvidenhed – en tavs byrde

Et andet vigtigt emne var kvinders overgangsalder. Mange kvinder får symptomer som træthed, uro og koncentrationsbesvær, men mødes ofte med mistro eller fejltolkning hos lægen. Det koster både livskvalitet og arbejdsevne. Hvert år koster det samfundet milliarder, fordi kvinder bliver sygemeldt eller forlader arbejdsmarkedet tidligere.

Fra ord til handling

Et gennemgående budskab i løbet af dagen var, at vi nu må handle. Flere anbefalinger blev fremlagt, herunder:

  • Etablering af et nationalt videnscenter for kvinde sygdomme
  • Langsigtet forskningsfinansiering og fokus på årsager frem for symptombehandling
  • Let adgang til specialiserede læger og individuel behandlingsplan
  • En national oplysningskampagne om kvindesygdomme
  • Bedre samarbejde mellem fagpersoner og patientforeninger

Julie Sjølin Kiil fra Endometriose Fællesskabet sagde det klart: ”Vi skal ikke kun tale om problemet – vi skal handle.”

Hvad betyder det for os i Patientforeningen Fertilitet og Tab?

Denne høring er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Vi oplever alt for ofte, at vores medlemmer bliver overset i systemet. De kæmper med uvished, forsinkede diagnoser og manglende hjælp efter tab eller under fertilitetsbehandling.
Vi bakker derfor helhjertet op om anbefalingerne fra høringen. For os betyder det:

  • At infertilitet bør anerkendes som en reel sundhedsudfordring
  • At forskning i årsager til fertilitetsproblemer bør prioriteres
  • At kvinder og mænd med fertilitetsudfordringer bør få hurtigere, lettere og mere kvalificeret hjælp
  • At senfølger efter graviditetstab og behandling bør anerkendes og håndteres professionelt

Denne høring viser, at der er politisk vilje til forandring. Vi vil følge udviklingen tæt og fortsat kæmpe for, at fertilitet og graviditetstab bliver en integreret del af debatten om kvindesundhed. For det handler ikke bare om børn – det handler om at blive taget alvorligt som menneske.

Har du lyst til at dele historien? - Så klik på ét af nedenstående ⬇️

Vil du læse flere gode historier? - Så klik på ét af nedenstående ⬇️

Hej med dig!

Ønsker du at dele din historie? 
– Så tøv ikke med at række ud til os

Spørgeskema 📃

Er du kvinde eller mand i fertilitetsbehandling og samtidig aktiv på arbejdsmarkedet?
Vi inviterer dig til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse, som har til formål at belyse, hvordan fertilitetsbehandling påvirker kvinders arbejdsliv kontra mænds, og hvorvidt arbejdslivets forventninger udgør nogle af de stressfaktorer, som mange oplever under fertilitetsbehandling.

Undersøgelsen fokuserer på dine oplevelser i forbindelse med at balancere fertilitetsbehandling og arbejdsliv. Dine perspektiver er vigtige, og vil bidrage til at øge forståelsen for kvinder i samme situation.