Når kammeraterne får børn
Af Stefan Noe
"
Er du sikker på, at du er gravid?
Indledning
Jeg har altid villet være far. Efter mange år med ventetid, barnløshed, fertilitetsbehandling og tab lykkedes det min forlovede (N) og jeg at blive forældre. Børn var tidligt min drøm, ikke hendes.
Kampen blev derimod hendes, ikke min, og det ødelagde os næsten. Generelt var det svært at finde ligesindede mænd at tale med. Derfor skriver jeg nu i Kimen for at italesætte mine – mandens – følelser i barnløshed.
Sammenligningen
Midt i barnløsheden fyldte min sammenligning med andre mere, end jeg er stolt af. Det var hårdt at se vennerne omkring mig få børn. I min venneflok var jeg ham, der var klar til børn, før nogle af de andre overhovedet havde fundet en partner. Allerede dengang, små 10 år før vi fik vores barn, kiggede jeg på mine venner og tænkte: “Bare I ikke får børn før mig.” Det er jo en sindssyg tanke. Den burde ikke være der. Men den var der. Da de første venner begyndte at danne familier, blev jeg misundelig.
Røvmisundelig. Samtidig var jeg overbevist om, at det nok skulle blive min tur. At det bare var et spørgsmål om tid. Heldigvis kom dagen også, hvor N sagde, at hun var klar til at give det et forsøg, og jeg var fyldt med spænding og eufori. Vi sad i en bil, da hun fortalte det. Jeg kan ikke huske, hvor vi var på vej hen, men mentalt satte vi kurs mod nogle svære år. År, der endte i et langt og sejt forløb med barnløshed. Den historie har jeg fortalt før, så den vil jeg ikke dvæle ved her.
Flere børn og færre FIFA-aftaler
Efterhånden som årene gik, fik flere og flere af vennerne børn én efter én. Samværet ændrede sig. Samtalerne handlede mere om børn. Aftaler blev lagt efter puttetider. Mange ting kom til at dreje sig om forældrerollen. Jeg begyndte at bruge mere tid sammen med dem, der endnu ikke havde børn. Men vi blev færre og færre. Hver gang en ven trådte ind i forældrerollen, blev jeg desværre trist. Jeg var superglad på deres vegne, men jeg mistede samtidig en relation, der var samme sted i livet som mig.
Jeg var træt af at miste min FIFA-makker. Ham, jeg kunne ringe til en tirsdag aften. Ham, der havde tid og overskud på samme måde som mig. Jeg var træt af at vide, at vi nok ikke kom til at ses i flere måneder. Mest af alt var jeg træt af, at det ikke lykkedes for mig. For selvom jeg elsker et godt spil FIFA, ville jeg til enhver tid bytte de aftener ud med bleskift og puttetider. Min drøm var jo præcis det, de andre fik, men jeg sad stadig med joystikket i hånden og spildte tiden på FIFA.
Jeg følte mig som én, der var skabt til at være far. Én, der ønskede hele faderrollen og fællesskabet omkring den. Og nu var jeg ham, der stod udenfor. Det er vigtigt for mig at understrege, at det her var mine følelser i det, som aldrig skal bebrejdes mine venner. Mine venner var der for mig. Men jeg ophobede en misundelse, som voksede. I tiden inden vi fik børn, betød det, at jeg havde svært ved at være sammen med mine venners familier. Det er ikke noget, jeg er stolt af at tænke tilbage på.
Indblik i tiden
Det er nemmere at skrive om barnløshed, når man er på den anden side. Da jeg selv stod midt i det, havde jeg ikke lyst til kun at læse solstrålehistorier. Jeg ville læse om dem, der stadig kæmpede. Dem, der havde det, som jeg havde det. Den stemme kan jeg ikke længere være. Det næstbedste er et uddrag fra min notesblok fra dengang, jeg stod midt i det hele.
25. februar 2024
“I torsdags var vi hjemme ved T og N. De fortalte, de skal være forældre igen. Det er ikke det, at de skal være forældre, der rammer. Det er mere fordi, jeg føler, at de har levet deres liv i to år og fået store oplevelser med deres datter, mens vi i samme tid har slidt og knoklet for drømmen, og så når de går i gang igen, overhaler de os indenom, mens vi stadig kæmper for nr. 1. Det er dejligt for dem, men jeg synes sgu også, det er uretfærdigt og ubarmhjertigt, at det ikke snart er vores tur.” Når jeg læser den slags noter i dag, bliver jeg lidt pinlig berørt. Jeg bryder mig ikke om den bitterhed – den side af mig selv. Jeg hader, at den fyldte så meget og fulgte mig overalt, men jeg anerkender, at det var sådan, jeg havde det
“Det, vi ikke taler om”
Da T og N fortalte os, at de skulle være forældre igen, kunne jeg mærke, at det også var svært for dem at sige højt. Og sådan var det ofte. Vennerne pakkede deres glæde ind for at skåne mig. Os. Det siger noget om de mennesker, N og jeg har haft omkring os. Men det betød også, at vi kunne mærke, at mange i vores omgangskreds gik på listefødder omkring os. Venner. Familie. Kolleger. Alle ville skåne os. Alle ville hjælpe.
Resultatet blev, at deres glædelige nyheder ofte blev farvet af vores barnløshed, og det var ærgerligt. Vi havde ikke lyst til at være dem, der trak energien ud af et rum, men sådan føltes det ofte. Når jeg læser min egen bitterhed og sorg fra tidligere, forstår jeg godt, at folk tog hensyn. Men med tiden blev vi også ærgerlige over at være dem, der bar en grå sky med ind i alle rum. Hvis du har læst så langt og venter en klar pointe, bliver du nok skuffet. Det er ikke hensigten. Jeg kan ikke gøre din situation bedre. Men jeg kan sige, at du ikke er alene.
Dine tanker er ikke forkerte. De hører med til sorgen, ensomheden og magtesløsheden. Mit råd er, at du bruger dine venner forskelligt. Nogle til at glemme. Andre til at lytte. Og hvis du kan, så find nogen, der forstår dig. Jeg fandt selv den sidste gennem patientforeningen. Det er guld værd at finde en person, du kan sige det hele til.
En, der forstår dig. Forstår de bitre tanker. Forstår at børnefødselsdage kan være hårde. Forstår den grå sky, der hænger over hovedet. Og forstår, at du som mand også kan være presset. Det betyder, at du får et sted at læsse af. Og det gør en forskel. For så kan du være sammen med dine venner, din familie og dine kolleger på en måde, hvor du også har overskud til at dele deres glæde.
