Pernille Burgdorf har mistet tre drenge

Af journalist
Anne Buur

"

Man går ikke igennem så meget sorg, uden at det ændrer én

Indledning

Pernille Burgdorf har været gravid fem gange og født fem børn, men i dag har hun kun to drenge ved sin side. Hun har måttet sige farvel til sønnerne Arthur, Noah og Pedro, som alle blev født for tidligt og ikke overlevede.

I bogen ”Væk mig” deler Pernille sin personlige og ærlige fortælling om at bære, føde og miste sine børn. Hun skriver om sorgen, relationerne til familie og venner, og om den svære proces med at finde sig selv igen i et liv, der ikke længere er det samme.

Alene med en kæmpesorg

Da Pernille blev hastet på sygehuset med veer i 27. graviditetsuge, fik hun at vide, at langt de fleste børn overlever, når de bliver født på det tidspunkt. Alligevel gik det galt. Fødslen endte i et akut kejsersnit, og da Pernille vågnede efter narkosen, var parrets søn, Arthur, ikke længere i live. Han levede kun i 28 minutter, og blev nøddøbt kort efter fødslen. Pernille fik senere at vide, at Arthur manglede 80% af sit blod og kæmpede for at få vejret, da han blev født. Han mistede ilt, og trods lægernes indsats for at stabilisere ham, var skaderne på hans hjerne for alvorlige. Han ville have været svært hjerneskadet, hvis han havde overlevet.

Pernille og hendes mand, Alexander, fik fem dage på sygehuset med Arthur. Dagene flød sammen, og Pernille forlod ikke stuen på noget tidspunkt. Hun kunne ikke få sig selv til at gå fra sin søn, og hun ønskede heller ikke at støde på andre nybagte forældre med deres levende børn.

Et system, der svigter

Tiden efter Arthurs død var præget af sorg, udmattelse og praktiske udfordringer. Pernille var fysisk og psykisk medtaget efter kejsersnittet, og Alexander kæmpede med følgerne af en alvorlig rygskade efter en bilulykke. Midt i alt dette forsøgte de at tage sig af deres lille søn Mateo. Familien havde brug for hjælp til praktiske gøremål, men et ubehageligt møde med to repræsentanter fra kommunen endte i et afslag på støtte. En oplevelse, som på mange måder blev symptomatisk for de svigt, parret senere skulle opleve. Senere mistede Pernille også sønnerne Noah og Pedro. Noah blev født i uge 17 i en ambulance, og Pedro blev født i uge 23 efter, at vandet var gået. Pernille og Alexander spurgte gentagne gange ind til, om svamp eller bakteriel vaginose kunne være årsagen til tabene, men fagpersonalet afviste gang på gang denne teori.

De mente i stedet, at der var tale om svage fosterhinder eller en svag livmoderhals. Først da parret blev henvist til HAB- Enheden for Gentagne Graviditetstab, blev der sat gang i en egentlig udredning og behandling. Midt i det hele stod Pernille med sorgen over at have mistet tre børn. ”Jeg stod med følelsen af at være efterladt alene med en kæmpesorg. Der er ingen omsorgsperson tilknyttet systemet, så når man kommer hjem fra sygehuset, er der ingen til at gribe én. Man skal selv række ud efter hjælp,” fortæller Pernille. Og det gjorde hun.

Men først i mødet med den fjerde psykolog følte Pernille, at hun sad overfor en fagperson, som havde den nødvendige viden og erfaring til at hjælpe.

Tabu og tavshed

Derudover fandt Pernille ud af, at omgivelserne ikke automatisk står klar, når sorgen rammer. ”Folk bliver bange, når døden kommer så tæt på. De ved ikke, hvordan de skal være i det, og mange er bange for at sige noget forkert. Det er lidt den der, åh nej, det er hende med de tre døde børn,” forklarer Pernille. Hun ville ønske, at folk ikke havde trukket sig, fordi det blev en sorg oven i sorgen. Familie og nære venner måtte hellere kigge forbi en gang for meget end en gang for lidt. Det havde betydet noget, hvis de havde spurgt, hvordan hun havde det, og spurgt ind til, hvordan drengene så ud, da de blev født.

Mange sendte førertrøjen videre til Pernille og ventede på, at hun selv skulle række ud med en invitation, men hun havde slet ikke overskud til at tage initiativ midt i sorgen. Det var ellers de små handlinger, der kunne have gjort en forskel. Nogen der kom forbi med mad, gav et kram, foreslog en gåtur eller bare kom og sad med hende i stilhed. ”Ensomheden forsvinder lidt, når der er et andet menneske, der tør sidde med én midt i sorgen,” siger Pernille. Nogen holdt sig på afstand, indtil de troede, Pernille havde fået det bedre.

Det betød, at flere ventede et helt år, inden de rakte ud og spurgte, om hun ville drikke en kop kaffe. Tidligere havde Pernille mange tætte veninder. I dag har hun en. Som hun selv siger, så er der et før og et efter. Og der er en Pernille før, og en Pernille efter. ”Man går ikke igennem så meget sorg, uden at det ændrer én. Jeg er ikke længere det menneske, jeg var. Selvom drengene ikke er her fysisk, har de sat store aftryk og tanker i gang hos mig. Jeg er blevet klogere på, hvad jeg vil. Jeg hviler i mig selv, og med alt den sorg, jeg har oplevet, skal der virkelig meget til at slå mig ud eller ødelægge min dag,” fortæller Pernille.

Hvor hun tidligere mestrede smalltalk til perfektion, foretrækker hun i dag samtaler med dybde og mening. Sorgen og oplevelsen med drengene har givet livet en anden alvor og substans, og det har betydet, at hun pludselig følte sig som en gammel kone sammenlignet med sine jævnaldrende, som pludselig virkede umodne.

Banebrydende behandlingsform

Først da Pernille blev tilknyttet HAB-Enheden for Gentagne Graviditetstab på Hvidovre Hospital, blev hun undersøgt grundigt og lyttet til af fagpersonalet. Det viste sig, at tallene i hendes bakterieflora var skyhøje. Faktisk så høje, at lægerne aldrig havde set noget lignende tilfælde. De var ikke i tvivl om, at bakterierne var årsagen til hendes tab. Pernille blev derfor tilbudt at deltage i et nyt forsøg, hvor man transplanterede vaginalflora fra en rask donor og over i Pernille for at genoprette balancen i hendes mælkesyrebakterier.

Behandlingen virkede bedre end forventet, og allerede efter den første behandling var alle dårlige bakterier væk. Efter et kort tilbagefald, hvor også hendes mand Alexander skulle behandles, fik Pernille grønt lys til at forsøge at blive gravid igen.

Denne gang lykkedes det. Pernille gennemførte graviditeten og fødte ved planlagt kejsersnit i uge 37 en sund og rask dreng, som kom til at hedde Erik Mario. Historien slutter dog ikke der. Pernille og Alexander valgte at klage over deres forløb med manglende undersøgelser og behandling.

En klage de ikke fik medhold i. Det har dog ikke stoppet Pernille. Hun har stiftet netværket Englemødre, har medvirket i flere tv-programmer herunder dokumentarserien ”Pernilles børn dør,” og er nu aktuel med biografien, Væk mig.

Banebrydende behandlingsform

Men hvad er det, der driver hende? ”Da jeg ikke fik medhold i klagen, tænkte jeg: Fandme nej! Det tændte en ild i mig, fordi ingen skal opleve de svigt, som jeg har oplevet. Det er en følelse dybt i min mave, og jeg kan slet ikke lade være,” fortæller Pernille. Hun kæmper i dag for større opmærksomhed omkring sammenhængen mellem bakteriel vaginose og for tidlig fødsel. Derudover har Pernille et ønske om, at vi som samfund bliver bedre til at snakke om graviditetstab og sorg. Kvinder, der mister, skal ikke føle skyld og skam. Sorgen skal have plads, for den har sin berettigelse, uanset hvornår man mister. Som Pernille så rammende skriver i sin bog:

”Smerten er ikke mindre, fordi barnet er det.”

Fakta om bakteriel vaginose

Symptomerne på bakteriel vaginose (skedebetændelse) er tyndt ildelugtende udflåd og moderat kløe eller irritation. Halvdelen af kvinder med bakteriel vaginose har dog ingen symptomer.

Hos gravide kan bakteriel vaginose give øget risiko for tidlig vandafgang og for tidlig fødsel, særligt hos kvinder, som tidligere har født for tidligt.

Man anbefaler, at kvinder, som tidligere har født for tidligt, og som oplever symptomer på bakteriel vaginose, behandles.

Nye danske studier peger på, at man i fremtiden muligvis vil screene, og behandle, gravide for en eller anden form for vaginal dysbiose, fordi man ved, der er risici forbundet med graviditet og bakteriel vaginose. Der forskes stadig i tilstanden.

Kilder: www.sundhed.dk, www.ssi.dk, www.jordemoderforeningen.dk

Hej med dig!

Ønsker du at dele din historie?
– Så tøv ikke med at række ud til os