Årets landmøde blev holdt lørdag d. 13. april 2024 på Scandic i Odense og det blev en dag der bød på både humoristiske fortællinger om nedsat sædkvalitet og sædprøver samt sårbare historier fra fertilitetsverdenen.
Vores to oplægsholdere Dan Andersen og Stine Lykke tog os med på deres rørende fertilitetsrejser med levende fortællinger, ægthed, humor og sårbarhed. Stærke fortællinger som gjorde et stort indtryk. Foreningens psykolog Julia holdt et spændende oplæg sidst i programmet.
Både par og enlige sad klar da komiker og musiker Dan Andersen fortalte om sin personlige erfaring med nedsat sædkvalitet og fertilitetsbehandling. Han har været gennem fertilitetsbehandling for at blive far og fortæller åbent om den rutsjebanetur. Dans oplæg var levende, relevant, sjovt og meget relaterbart, og det gav nogle gode grin om et ellers meget alvorligt emne. Han gav sig tid til en snak efter oplægget og ingen tvivl om, at han tager fertilitetsbehandling alvorligt, men at det godt kan formidles med et glimt i øjet og med en god portion selvironi.
Stine Lykke, som selv er midt i fertilitetsbehandling, fortalte åbent om hendes og kærestens udfordringer i behandling, da hun efter Dan stillede op og fortalte om hendes vej igennem fertilitetsverdenen. Det var en meget personlig historie som indeholdt humor men også den meget følelsesladede del af deres kamp med fertilitetsbehandling og kronisk sygdom. Det var tydeligt, at publikum blev berørte, og der kom tårer i øjnene hos flere, især kvinderne, når de kunne nikke genkendende til Stine Lykkes fortælling. Der var efterfølgende mulighed for at stille spørgsmål og der var en rigtig god dialog mellem deltagerne og Stine Lykke. Et helt igennem autentisk og levende oplæg krydret med billeder fra Stines liv.
De personlige historier blev efterfulgt af
psykolog Julia Jensens spændende oplæg om de psykiske aspekter ved at være i fertilitetsbehandling. Julia kom bl.a. ind på, hvilke faktorer der er i spil, når man er i et behandlingsforløb og/eller når man oplever tab. Deltagerne fik ligeledes konkrete værktøjer til at passe på sig selv i en svær og uvant livssituation. Der var åben for spørgsmål efterfølgende og flere tilkendegav, at det var rart at vide, at der var hjælp at hente, og at de ikke var alene i deres kamp for at blive forældre

