september 8, 2025

Pressemeddelelse: Uacceptabelt at gravide jyder tvinges til København for livsnødvendig behandling, de hidtil har kunnet få i Aalborg

Gravide kvinder fra Jylland og Fyn tvinges til at rejse til København, for at få livsnødvendig behandling, de indtil nu har kunnet få på Aalborg Universitetshospital. Det er uacceptabelt.

Kvinderne har brug for behandlingen, hvis de skal kunne holde på en graviditet og få et levendefødt barn med hjem. Og det er ikke rimeligt at pålægge dem yderligere pres ved at henvise dem til allerede alt for lange ventelister, ugentlig transport på tværs af landet og mistet arbejdstid.

Men det er konsekvensen, når man på Aalborg Universitetshospital netop har mere end halveret åbningstiden på Vestdansk Center for Gentagne Ufrivillige Aborter. Dermed er antallet af kvinder, der kan få behandling her, også mere end halveret. Det vil markant øge ventetiden til de eneste andre specialafdelinger for graviditetstab på henholdsvis Rigshospitalet og Hvidovre hospital.

Nedskæringer øger ulighed i behandling

2-3 % af alle kvinder oplever gentagne ufrivillige aborter, hvilket gør det til den hyppigste graviditetskomplikation i Danmark. Det er disse kvinder, der fremover får dårligere adgang til at få den hjælp, der rent faktisk findes.

Hvor disse kvinder hidtil har kunnet få ugentlige behandlinger og kontroller forholdsvist tæt på deres hjem og arbejdspladser, skal de fremover til den anden ende af landet. Det betyder mere fravær fra arbejdet, hvilket har en pris for såvel den enkelte, for arbejdsgivere og samfundet.

”Den skævvridning og ulighed, nedskæringen medfører for disse patienter, kan vi som Patientforening ikke acceptere. Der er både tale om en geografisk skævvridning, men i høj grad også en ulighed i behandling, når vi sammenligner med andre sygdomsområder. Vi taler om mennesker, som allerede er under et enormt pres. Mange rammes af blandt andet stress, angst og depression som følge af gentagne graviditetstab,” fastslår formand for Patientforeningen Fertilitet og Tab, Anne Buur:

”Hvis disse kvinder og par i Jylland og på Fyn skal lykkes med at få et barn, har de brug for specialiseret hjælp, som kun Centret kan tilbyde. Disse patienter skal naturligvis prioriteres ud fra de samme vilkår som andre patienter.”

Samtidig bliver det med det markante fald i patienter på centeret i Aalborg vanskeligt fremover at gennemføre vigtig forskning. Centret i Aalborg var ellers videnskabeligt set et af de førende på området, også internationalt.

På vegne af Patientforeningen Fertilitet og Tab

Anne Buur/Formand
Tlf.: 20 31 42 57

Tina Teglgaard/talsperson og fertilitetsterapeut
Tlf.: 26 14 13 29

Fakta

Vi ved, at godt 20.000 graviditeter mistes hvert år. Det svarer til, at hver 4. graviditet ender med en abort.

Når en kvinde har oplevet tre ufrivillige aborter i forlængelse af hinanden, er hun berettiget til at blive henvist til en Enhed for Gentagne Graviditetstab. Der er tale om kvinder, som har brug for specialiseret behandling for at kunne holde på en graviditet og få et levendefødt barn.

På Vestdansk Center for Gentagne Ufrivillige Aborter i Aalborg behandles de fleste kvinder fra Jylland og Fyn, som oplever gentagne graviditetstab. Mange af disse kvinder har også været i fertilitetsbehandling og er således dobbelt ramt.

Har du lyst til at dele historien? - Så klik på ét af nedenstående ⬇️

Vil du læse flere gode historier? - Så klik på ét af nedenstående ⬇️

Hej med dig!

Ønsker du at dele din historie? 
– Så tøv ikke med at række ud til os

Spørgeskema 📃

Er du kvinde eller mand i fertilitetsbehandling og samtidig aktiv på arbejdsmarkedet?
Vi inviterer dig til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse, som har til formål at belyse, hvordan fertilitetsbehandling påvirker kvinders arbejdsliv kontra mænds, og hvorvidt arbejdslivets forventninger udgør nogle af de stressfaktorer, som mange oplever under fertilitetsbehandling.

Undersøgelsen fokuserer på dine oplevelser i forbindelse med at balancere fertilitetsbehandling og arbejdsliv. Dine perspektiver er vigtige, og vil bidrage til at øge forståelsen for kvinder i samme situation.