Kort fortalt så har min mand og jeg har 1 barn sammen fra 2017 og jeg har et barn fra et tidligere forhold. Vores barn fra 2017 er kommet til via IVF, på OUH efter behandling gennem 1 ½ år, inseminering og til sidst via IVF i 1 forsøg, fryse æg nr. 2 æg lagt retur. Så da vi tænkte, at vi skulle have vores nummer to sammen, var der ingen af os, der var klar over, hvilken kamp der lå forude. På grund af min PCOS vidste vi, at vi skulle have hjælp igen. Da det ville være vores barn nummer to, måtte vi selv betale, og vi henvendte os til en privatklinik i efteråret, november 2019.
Vores fertilitetshistorie
De satte mig i gang med hormoner, og jeg endte med at udvikle 3 æg. Det var for lidt til IVF, og vi fik beskeden om at prøve hjemme, i et 48 timers vindue med hjælp fra Ovitrelle. Jeg blev gravid, to streger og tænkte, wow, det var hurtigt og skønt, at vi kunne noget selv. Men det viste sig ved en tidlig scanning, at det var en tom blommesæk. Jeg fik abort piller med hjem, og skulle vente på at abor[1]tere. Efter noget tid viste det sig, at min blødning ikke stoppede som en almindelig menstruation, og jeg fik tiltagende smerter i underlivet. Jeg fik en tid på sygehuset i Svendborg til en udskrabning, og det var lige før juleaften den 23. december 2019. Den værste tid på året for en juleglad kvinde som mig, men jeg kom i fuld narkose og vågnede på den anden side, hvor min mand ventede. Det var uvirkeligt med sådan en omgang, da jeg aldrig havde været i narkose før. Vi havde dog stadig håb, om end jeg var noget slået ud efter den oplevelse.
Ved en ny scanning i det nye år 2020, viste det sig, at jeg havde været gravid udenfor livmoderen, også efter udskrabningen. Derefter brugte jeg flere måneder på at rende til blodprøvetagning, dog taknemmelig for at min æggeleder ikke havde taget skade. Det var en hård tid med hyppige blodprøver for at følge op på, om mit HCG-tal faldt, og vi igen kunne påbegynde en behandling. Det føltes, som om tiden gik baglæns. Det var mentalt opslidende, men jeg var fast besluttet på, at det ikke skulle slå mig eller os ud, så vi skulle bare ”på den anden side.” Vi havde jo vores dejlige dreng sammen, og min dreng fra tidligere.
I juni 2020 var mit HCG-tal i nul, og på trods af Corona, fik vi købt en pakke hos en privatklinik med 3 IVF-forsøg. Det gav ro på. Vi gik i gang med stimulering med piller, plaster og sprøjter for at modne æg. Det resulterede i, at der kom 10 æg ud, 4 blev befrugtet, og der var derfor også æg til nedfrys[1]ning. Det var opløftende, og nu var vi ligesom i gang igen sådan for alvor.
Ikke længere en lykkemåned
Jeg fik lagt et friskt æg op, og blev gravid igen i juni 2020. Denne graviditet endte i en MA i uge 6. Hjem igen med abortpiller og vente på at kroppen rensede ud. Herefter fulgte en ægoplægning, og igen blev jeg gravid i september 2020, men også denne graviditet endte i en MA i uge 7, med intet hjerteblink. Graviditeten var gået i stå – endnu flere opslidende uger med ventetid.
Klinikken besluttede, at jeg skulle have lavet en mini Hysteroskopi/ vandscanning af underlivet, og det viste sig, at der var restvæv fra aborten i oktober 2020 – kroppen havde ikke afstødt det hele. Jeg blev forskrækket over, at kroppen igen ikke have gjort det, den skulle. Så igen fik jeg en tid til en udskrabning i december 2020, og på daværende tidspunkt føltes det lidt som om, at december ikke længere var en lykkemåned, når man to år i træk havnede på sygehuset til udskrabning.
Hver gang jeg kom i narkose, meldte bekymringen sig:
Bare der nu ikke sker en skade i mit underliv, så jeg ikke kan få flere børn.
Vi prøvede med endnu et forsøg og de to resterende æg. Det ene gik til ved optøning, og det andet satte sig ikke fast, så der stod vi med en negativ test i slut december 2020/start januar 2021.
Efterhånden begyndte vi at tvivle indimellem, og tænke på, hvad der gik galt. Heldigvis var min mand en klippe uden lige, og vi formåede at rejse os sammen og spørge klinikken “hvad gør vi nu?”.
”Du kan jo blive gravid”
Vi blev henvist til abortudredning i januar 2021 på OUH. Vi skulle igennem blodprøve mv. begge to, men de fandt ikke nogen kromosomfejl, og de lavede en mini hysteroskopi. Den viste, at min livmoder var fin, intet arvæv, og en graviditet skulle være mulig. Alle forsøgte at fremhæve det positive: “Du kan jo blive gravid”.
Javist, men det vil bare ikke udvikle sig, tænkte jeg. Der var stadig ingen forklaring på vores tab. På grund af udredningen måtte vi vente til marts 2021, før vi kunne gå i gang med IVF forsøg nummer to på klinikken. Forsøget resulterede i 11 æg, 3 var brugbare, så der kom to på frys. Hip hurra tænkte min hjerne oven på alt det medicin og sprøjter, som følger med en udtagning. Jeg fik lagt et friskt æg retur i marts 2021 og blev gravid igen.
Jeg husker tydeligt, at det var min mors fødselsdag den 24. marts 2021, og jeg tænkte, at det måtte bringe held. Der dukkede to streger op, men som mange ved, så er to streger ikke altid lig med lykke, når man har mistet flere gange.
Ved en tidlig scanning, så vi dog hjerteblink, og den lille voksede, som den skulle. Vi var til scanning i uge 7. Klinikken afsluttede os i uge 9, og vi afventede nakkefoldsscanning. Vi var lykkelige og bange på samme tid, men forsøgte at bevare håbet. Så langt var vi ikke kommet før. Vi kom til OUH i uge 12 til scanning, og det så umiddelbart fint ud. En lille dreng der voksede fint. Gennemscanningen fortsatte, men pludselig blev jordemoderen meget stille. Hun så noget, der ikke skulle være der, eller ikke var helt, som det skulle være. Det viste sig at være Omphalocele (en misdannelse, som viste, at alle tarmene hang udenfor, og voksede indeni navlesnoren). Vi var knuste, for hvad betød det. Kunne den lille overleve med denne lidelse, og hvad skulle vi nu?
De tilbød os en snak bagefter. Det viste sig, at denne lidelse ofte hang sammen med kromosomfejl i dannelsen, og man så, at børnene ikke altid overlevede fødslen, eller det første år, og der kunne opstå andre sygdomme i hjernen, som man ikke kunne screene for inden fødslen. De kunne tilbyde en moderkage biopsi, som evt. kunne fortælle lidt mere og ekstra scanning mv. frem til fødslen. Der stod vi og troede, at vi havde vundet i jackpot, og det endelig var blevet vores tur igen, men nej. Vi blev enige om at tage imod moderkagebiopsien og så afvente denne, men det kunne tage 14 dage, før vi fik svar. Vi blev informeret om muligheden for at ansøge om abort. Da jeg var længere henne end uge 12, skulle det foregå via Etisk Råd, og der skulle ansøges via sygehuset.
Vi var i chok, og anede ikke vores levende råd. Efter biopsien, og inden der var kommet svar, valgte vi at få en samtale mere på OUH med mere rådgivning om abort. Der var ingen af os, der var klar til at skulle miste en baby, eller stå med et meget sygt barn, og ingen af os følte, det var et liv at byde et lille væsen. Derfor valgte vi at ansøge om abort, inden fostret blev til en baby. Så var det herefter op til Etisk Råd om de ville godkende ansøgningen, og om vi skulle gennemføre graviditeten, eller ende fosterets liv. Men vi fik godkendt aborten. Det føltes lidt som en lettelse på en måde, for vi havde truffet et valg, og ad denne vej gik vi.
Det endte med at blive i uge 16 (juni 2021 før vores sommerferie) og vi fik beskeden om, at jeg skulle føde det lille foster. Jeg var knust, men forstod også, at det var bedst for kroppen. Vi fik en tid, og mødte op på OUH, hvor jeg fik to piller, som jeg skulle tage 48 timer før, som skulle stoppe fosterets liv. Det var en barsk oplevelse. Dagen efter mødte jeg op på sygehuset, og fik lagt piller op hver anden time. Det skulle sætte gang i fødslen, men med det resultat, at hver gang jeg fik lagt piller tilbage, så blødte jeg voldsomt, så ved pille nummer 3, var blodtabet slemt, og de vurderede, at jeg skulle til en haste udskrabning og i fuld narkose.
Jeg vågnede op igen fra endnu en narkose og var tummelumsk, men de fik det hele, forsikrede de mig om, og alt var gået godt. Min mand var der igen med Pepsi max og kram. Det var lige som vores ting sammen og en form for hygge i en svær stund.
”Det eneste jeg følte var tomhed”
Min mand var min helt, min klippe. Uden ham rejste jeg mig ikke hver gang, tror jeg. Herefter mærkede vi, at livet var sårbart. Vi havde hinanden, og var kommet meget tættere på hinanden. Vi havde lært så meget om hinanden og om os selv på den barske måde med modvind. Herefter tog jeg en beslutning. Jeg mærkede, at jeg skulle have noget hjælp. Det resulterede i, at jeg kontaktede en fertilitetscoach. Jeg havde brug hjælp til at håndtere, at jeg ikke længere kunne mærke, hvad der var op eller ned, eller føle rigtig glæde. Det eneste jeg kunne føle var tomhed. Jeg havde kæmpet i min krop i 1½ år sammen med min mand, så jeg vidste af erfaring, at der skulle ske noget.
Efter det hårde tab valgte vi selv at betale for et online forløb suppleret med en sygemelding fra mit job på 3 uger, og gennem online samtaleterapi fik jeg nogle værktøjer og en mulighed for at tale åbent om alle de grimme tanker og spekulationer. Hos vores coach var intet tabu eller rigtigt eller forkert. Jeg var inderligt knust over endnu en abort. Det rumsterede, at nu var vi endelig kommet så langt, og så gik det galt alligevel. Ingen tanker gav mening. Samtalerne betød, at jeg kom til at mærke mig selv lidt igen, og at jeg kunne tænke og føle lidt igen. Jeg fik hjælp til at genfinde min styrke, og den dag i dag er jeg taknemmelig for, at jeg søgte hjælp.
Jeg vidste i mit hjerte, at jeg ikke var klar til at opgive vores drøm om et barn mere, og min mand støttede mig. Selvom han var ked af de slag det gav mig, så sagde han igennem det hele, at så længe jeg kunne klare det i krop og sind, så bakkede han mig op. Det gav mig en ro. Vi fik talt om mange ting min mand og jeg, men når alt kom til alt, så var jeg ikke klar til at give op. Så vi fortsatte sammen, og det gav os bare endnu mere kampgejst. Vi rejste os gang på gang sammen, og jeg ved i dag, at jeg aldrig kunne have gjort det alene.
Vores omgivelser syntes, det var synd for os, mens andre mente, vi skulle give op. Alle klicheerne kom frem, og det er bare slet ikke det, man har behov for. Set i bakspejlet har jeg lært så meget om mig selv, og andre, og jeg ved efter år i behandling, at det er folks uvidenhed, der gør, at de ikke ved, hvad de skal sige. Dermed får de sagt alt det forkerte.
Vi valgte, i nogle måneder hen over sommeren 2021, at holde en pause fra behandlingen, velvidende at der var to æg på frys. Vi tog den med ro efter aborten og min terapi, og valgte at planlægge bryllup i november 2021. Det fjernede fokus lidt fra et liv i behandling med skemalagt kalender. Vi havde brug for, at der skete noget andet, og at vi kunne lægge vores energi i at planlægge noget vidunderligt. I september 2021 var vi klar til endnu et forsøg. Denne gang blev jeg også gravid, og denne gang endte det også i en MA i uge 6. Klinikken blev ved med at sige, at det vigtigste var, at jeg kunne blive gravid. Jeg var så træt af at høre den sætning, selvom det var velment. Det føltes ikke som nogen trøst for mig.
Med en dåbsattest der sagde 1983 var mine odds for at opnå en graviditet dalet gevaldigt fra at være gravid som 34- årig til på daværende tidspunkt at være 37 år. Igen fik jeg abort piller, sendt hjem og abortere. Det føltes som om, kroppen kørte på repeat for ja, jeg kendte proceduren, og skulle bare over den pukkel, før vi kunne melde os under fanen til et nyt forsøg.
Vi valgte at holde en pause efter brylluppet. I december 2021 fik jeg lagt det sidste æg op. Det endte i en negativ test i det nye år. Jeg var tyndslidt, men alligevel var der ingen der skulle fortælle mig, hvad jeg skulle og ikke skulle gøre. Jo mere folk sagde “ej tænk nu på kroppen” og “nyd jeres drenge mv.” jo mere gal blev jeg, og jo mere stædig blev jeg.
I marts 2022 startede vi op på vores tredje forsøg med alt, hvad det indebar. Den første ægoplægning herefter endte i en negativ graviditetstest. Nu føltes det som om, min krop svigtede. Den ville ikke længere gøre mig gravid. Var håbet virkelig ude, og var det tid til at give op?
Da vores kontrakt hos klinikken var udløbet, stod vi overfor at døren var ved at lukke – økonomisk. Hvad vi ikke have læst med småt i kontrakten var, at vi selv skulle betale for at få de to æg fra frys lagt op, hvilket ville koste 9000 kr. pr forsøg. Vi endte med at tage en tænkepause, fordi historikken med negative tests gav os følelsen af at smide penge ud ad vinduet, hvis det stadig ikke lykkedes. Vi var ikke det par med den største JA-hat på lige der. Vi måtte tænke over, hvad vi skulle nu. Jeg var bange for, at min krop eller økonomien ville sætte en stopper for vores drøm, inden vi var klar til at opgive den.
Ny klinik, ny start
Enden på det blev, at vi lod fryseæggene være i første omgang, og kontaktede en anden privatklinik. Her valgte vi at købe en pakke med 3 nye IVF-forsøg. Vi trængte til en frisk start. I det første forsøg på den nye klinik blev jeg gravid igen. Noget måtte være gået bedre denne gang. Vi var forsigtigt positive. I uge 6 viste det sig desværre, at der var en tom fostersæk. Jeg havde haft det på fornemmelsen. Endnu en mavepuster.
De næste to forsøg på den nye klinik endte i negative tests, og så stod vi der igen 1 IVF-forsøg og alle æg var brugt igen. I oktober 2022 stod jeg med tyndslidte nerver overfor min 5. ægudtagning. Utroligt hvad kroppen kan klare, men det var jo blevet normalt, og det var bare sådan det var. Drømmen var fortsat klar – det måtte kunne lykkedes for os. Det var vores 2. IVF-forsøg i pakken med 3 forsøg (udtagning af æg mv). I oktober 2022, husker jeg tydeligt, at jeg var helt knust, da vi efter ægudtagning fik at vide, at de kun fik 3 æg ud, som var brugbare. Jeg græd efter udtagningen, men klinikken forsikrede mig om, at det var bedre med kvalitet fremfor kvantitet. Det gav mening, men i min verden var det bare lig med få forsøg på at opnå en graviditet, hvis vores æg på frys gik tabt i optøningen, og med risiko for, at tiden lød ud.
En lille del af mig havde givet op, men styrken og stædigheden vandt, så jeg fik lagt endnu et friskt æg op i november 2022. Jeg skulle teste to dage efter min fødselsdag den 26. november 2022. Der kom to streger frem som så mange gange før, men den ene streg var svag, så vi troede ikke rigtig på det. I manges øjne er det lykken at se de famøse to streger men for os var det bare lig med “Ja lad os nu se, hvad det bliver til,” og om det overhovedet bliver til noget. Det var nok med en “nej hat” på som så mange gange før.
Ved en tidlig scanning i december 2022 så alt fint ud. Vi blev fulgt meget tæt i starten med scanninger hver uge. Alligevel var min angst altoverskyggende, og min tvivl og frygt for at miste, sad dybt i mig.
Selv efter nakkefoldsscanningen sad frygten fortsat dybt i mig. Det var først efter flere scanninger og en veloverstået misdannelsesscanning i uge 20, at der kom mere ro på mig, og jeg bedre kunne hvile i at være gravid.
Et kig i krystalkuglen
I skrivende stund er jeg i uge 35+, og jeg har længe tænkt, at jeg skulle få dette ned på skrift, så andre kunne finde fornyet håb i deres behandling, og vide, at de ikke er alene derude. Jeg har kunnet nyde min graviditet, men det tog lang tid at komme dertil.
Jeg priser mig lykkelig for, at vi ikke gav op. Viljen sejrede. På trods af 3 års kamp, og næsten 4 år inden den lille kommer til verden.
Min fertilitetshistorie er barsk, især når man nedfælder det på skrift. Nogle gange ville man gerne have kigget i en krystalkugle og set, at det ville lykkedes i sidste ende. Det kunne have gjort forløbet nemmere, hvis den konstante uvished ikke havde været en fast følgesvend. Men i behandling er der ingen garantier, og ingen der kan fortælle dig, om din drøm går i opfyldelse.
I vores tilfælde er vi nu næsten i mål. En læring man tager med sig er, at man ikke skal tage noget for givet. Min mor sagde til mig, at hun aldrig tvivlede på, at det ville lykkedes. Min mand sagde også, at vi var sammen om at kæmpe for at få et barn. Disse udsagn gav mod til at kæmpe. Når andre har en drøm, siger man jo ikke til dem, at den er langt ud, og man beder dem heller ikke om at give op. Jeg har erfaret, at andre har svært ved at håndtere, at man er i krise, og her er vores samfund slet ikke stærkt nok til at håndtere alle de mennesker, der gennemgår behandlinger for at få børn, med alt den sorg og smerte, der ofte følger med.
Det er mit håb, at jeg med min og vores historie kan hjælpe andre til at tænke, at der er håb forude – også når det ser sort ud. Det kan lade sig gøre på trods af mange forsøg.
Sidder du og tænker i tal, ja så er mine tal: 5 ægudtagninger, 13 ægoplægninger, 6 aborter, hvoraf de 4 var udskrabninger i fuld narkose, fordi kroppen ikke kunne selv. Det lykkedes for os, trods de hårde odds vi havde imod os.
Med det vil jeg blot sige, at det KAN lykkes.
Tanker og kram til alle derude.