september 17, 2025

Vi har ret til behandling, uanset hvor vi bor

Patient Nadia Klitgaard i opråb til ledelsen på Aalborg Universitetshospital:

Nadia Klitgaard har været meget igennem. Sammen med sin mand har hun oplevet 8 tidlige graviditetstab og tre sene tab. På grund af en vævstype sygdom, er hun afhængig af specialiseret behandling på Centret for Gentagne Graviditetstab i Aalborg, hvis hun nogensinde skal få et levende barn med hjem. Lige nu er det dog tvivlsomt, om det kommer til at ske. Ledelsen i Aalborg har nemlig indført kraftige nedskæringer, og Nadia kan derfor ikke modtage behandling.

Behandling er livsnødvendig

”Vi ved, hvad årsagen er til mine tab, og vi ved, hvilken behandling jeg har brug for. Hvis ikke jeg får medicin for min vævstype sygdom, kan jeg ikke holde på barnet. Det er skræmmende, at der sidder en ledelse og bestemmer, hvorvidt vi må få et barn mere. Jeg er så chokeret og vred,” siger Nadia.
For fem år siden blev parret forældre til en pige.
Siden da har de kæmpet for at få opfyldt ønsket om en søskende til deres datter, men det er endnu ikke lykkedes.
Når Nadia fortæller om sine tab, er det næsten ubegribeligt, hvor meget smerte og sorg, hun har oplevet. Det seneste tab fandt sted sidste år, da Nadia var gravid i uge 29. Flere scanninger undervejs i graviditeten viste, at parrets kommende datter lå et godt stykke under den gennemsnitlige vægtkurve. Ikke desto mindre bevarede parret troen på, at det nok skulle gå godt. De fik hjælp fra Centret for Gentagne Ufrivillige Aborter i Aalborg, som bakkede dem op, da de besluttede at gennemføre graviditeten, selvom midtvejsscanningen ikke gik som forventet.
Da Nadia fødte i uge 29, var hun alene på sygehuset. Hendes mand var ikke nået frem. I første omgang fik hun at vide, at deres lille pige var død ved fødslen. Efterfølgende fik hun beskeden om, at datteren stadig levede og kunne blive nøddøbt.
Nadia mistede en del blod ved fødslen og skulle opereres akut, og parrets datter sov ind kort tid efter fødslen.
Hele oplevelsen har sat sig i Nadia og hendes mand, som ved, at de har brug for medicinsk behandling for at kunne gennemføre en graviditet i fremtiden.

Får det fysisk dårligt

”I dag får jeg det fysisk dårligt, når jeg ser gravide kvinder. Jeg kunne have haft fire børn i dag, men jeg har kun et. Tanken om, at vi måske ikke får et barn mere, er ikke til at bære,” siger Nadia.
Hun har derfor et vigtigt opråb til ledelsen på Centret for Gentagne Ufrivillige Aborter i Aalborg.
”De bør indse, at vi lever i et samfund, hvor vi er rigtig mange, der har brug for hjælp til at få et barn. Nedskæringerne rammer rigtig mange. Vi bør alle have lige adgang til behandling, uanset hvor i landet vi bor,” understreger Nadia.
Og hendes opråb bakkes op af en underskrifts indsamling, som i løbet af kort tid har nået omkring 2000 underskrifter fra kvinder og mænd, som ønsker at bevare Centret for Gentagne Ufrivillige Aborter uden kraftige nedskæringer og forringelser.

Cheflæge for afdelingsledelsen i Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Aalborg Universi tetshospital, Ole Mathiesen, udtaler følgende til Patientforeningen Fertilitet og Tab:
”På Aalborg Universitetshospital er vi i gang med en spareøvelse, hvor vi skal finde store besparelser. Det ser vi også andre steder i landet. Her ser vi bl.a. på behandling med immunglobulin, hvor vi fremover kun vil anvende behandlingen i de tilfælde, hvor der er dokumenteret effekt. Desuden arbejdes der imod en standardisering af behandlingen på nationalt plan.”

I dag får jeg det fysisk dårligt, når jeg ser gravide kvinder. Jeg kunne have haft fire børn i dag, men jeg har kun et.
Tanken om, at vi måske ikke får et barn mere, er ikke til at bære,

Har du lyst til at dele historien? - Så klik på ét af nedenstående ⬇️

Vil du læse flere gode historier? - Så klik på ét af nedenstående ⬇️

Hej med dig!

Ønsker du at dele din historie? 
– Så tøv ikke med at række ud til os